Aktiviteter

  • Horsens er omgivet af smuk natur

    Horsens Fjord giver byens borgere mange muligheder for aktiviteter på vandet og – ikke mindst - en fantastisk udsigt.

    Kort fra centrum ligger Husodde Strand – en skøn sandstrand – som er et populært udflugtsmål for badegæster, campister og alle, der sætter pris på en stor is i sommervarmen.

    Bygholm Sø og Nørrestrand – som også er en sø – bliver flittigt benyttet af motionsløbere og naturelskere. I Bygholm Park bliver der dagligt udkæmpet dyster i discgolf blandt ænder og gæs.

    Rundt om i byen er der ni spændende legepladser, seks overdækkede picnic-pladser og fem hundeskove. Og så har vi kort til Gudenåens smukkeste strækning. som løber igennem den vestlige del af Horsens Kommune. Her leger børn og barnlige sjæle bjergbestigere på Sukkertoppen og nyder den fantastiske udsigt over Mossø.

  • Horsens sætter scenen

    Bruce Springsteen, Grace Jones og Metallica ved, hvor Horsens ligger.

    Verdenskendte musiknavne har i mange år givet koncert i Horsens. Byens store sponsorklub, Horsens & Friends, står bag mange af byens events. I år har den sikret musik for enhver smag med navne som Grace Jones, Hollywood Vampires og Christopher.

    Horsens har flere af landets bedste spillesteder. KulisseLageret giver god plads til poppens og rockens nye navne og legendariske bluesmusikere. Horsens Ny Teater byder på større bands, comedy og foredrag. I Det Gule Pakhus lever punken og den hårde rock på 23. år.

    Byens mindste kulturhus er KUBEN - en stor glaskube midt på gågaden – hvor dejportrætter, kapløb i slow motion og små koncerter giver din shopping ekstra krydderi.

  • Horsens for børn og unge

    Alle bydele har en vuggestue og flere dagplejere. Alle institutionerne er små, så børnene ikke forsvinder i mængden. Og så er der tænkt på de små i byen, hvor der både er mange legepladser, tarzanbaner og trampoliner midt på gågaden!

    Horsens har 17 folkeskoler, fem privatskoler og to specialskoler. Dertil kommer flere gymnasier, HTX, HHX, HF og VUC. I Horsens kan du også læse til ingeniør, markedsføringsøkonom, fysioterapeut og meget mere. Horsens Gymnasium og Billedskolens Akademi driver i samarbejde en visuel studieretning med fokus på kunst, arkitektur og design.

    En stor del af uddannelserne findes på VIA University College, som har 4000 studerende, hvoraf mange bor på VIA University College Campus. 2000 er studerende fra andre lande.

  • Shop i Horsens

    I centrum af Horsens finder du flere end 150 butikker. Her er en lang række shoppingmuligheder i både kendte kædebutikker og unikke specialforretninger. Midt på gågaden ligger byens shoppingcenter, bytorvHORSENS med hele 45 butikker.

    I de små sidegader til gågaden finder du latinerkvarterstemning med hyggelige cafeer, fantastisk sushi, store burgere og anmelderroste restauranter.

    Hverdagens mange nødvendige indkøb behøver man aldrig at køre langt efter. Horsens har mange supermarkeder spredt ud over byen og Bilka lige i centrum. Indkøb med mere krydderi kan man gøre hos byens mindre købmænd med spændende specialiteter fra hele verden.

  • AGF taber også i Horsens

    Du behøver ikke at tage hjem til Aarhus for at se AGF tabe. De Hviie kommer også ofte til CASA Arena Horsens og møder AC Horsens i Superliga-brag. Som fan af basketball har du heller ikke noget at miste. Horsens IC og aarhusianske Bakken Bears mødes tit til spændende kampe.

    Hvis du ikke er til bold, kan du besøge Den Gule Fares hjemmebane for at se BSI Speedways grand prix-serie i 2017.

    Du kan også nemt selv få sved på panden i Horsens. Byen har fitnesscentre fra både store og små kæder. Det største er på næsten 4000 kvadratmeter! Vi har også klubber for triatlon, orienteringsløb, windsurfing og meget mere.

    Søerne, skovene og fjorden byder på mange flotte ruter for blandt andet løbere, kajakroere og cyklister på både brede og tynde dæk. Bliver det for hedt, kan man altid køle af i Aqua Forum Horsens, som både rummer badeland og svømmebaner.

  • Boligdrømmen lever

    I Horsens kan du få drømmen om hus med have gjort til virkelighed uden at gældsætte dig for resten af livet. Der er 1,4 millioner kroner at spare på at købe hus i Horsens i stedet for i Aarhus. Det giver dig 72.000 kroner mere i årligt rådighedsbeløb – 6.000 kroner om måneden!

    I Horsens er patriciervillaer med fjordudsigt til at betale. Med i prisen kan du endda få en stor og fuldt opvokset have. Der bliver stadig udstykket gode byggegrunde i centrum af Horsens og i de populære kvarterer inden for bygrænsen. Så uanset om du drømmer om at bygge nyt eller slippe med at svinge en malerpensel, er der mange penge at spare.

    Det er altså ikke kun familieliv, kultur og natur, du kan blive lidt rigere på ved at flytte til Horsens.

  • Fængslet

    De sidste fanger forlod Horsens Statsfængsel i 2006. I dag kommer vi der for fornøjelsens skyld til de store koncerter, festivaler og messer i gården på Horsens’ største kulturinstitution.

    FÆNGSLETs gamle mure genlyder hvert år af sværdslag, når stedet sendes 500 år tilbage i tiden under Europæisk Middelalder Festival.

    FÆNGSLETs 163 års fængselshistorie kan opleves i Fængselsmuseet, som til maj åbner for en ny interaktiv udstilling, hvor de besøgende kan opleve både de indsattes og fængselsbetjentenes hverdag.

    I dag rummer FÆNGSLET også det kreative kontorfællesskab FÆNGSLET 2. Øst. Innovationen har frit spil på de 15 billige kontorpladser og 60 kvadratmeter tidligere husflidslokaler.

  • Festivaler for enhver smag

    Rollespil, krimier og flere musikgenrer har hver deres festival i Horsens. Den klassiske musik dyrkes årligt på Holmboe-festivalen. Display Festival har udviklet sig fra en stor havefest til en festival på FÆNGSLET. Hvert år byder den på lokale og nationale musikere og kunstnere.

    Der eksperimenteres stadig årligt med nye festivaler i Horsens – i år afholder vi 18! International Festival er det nyeste skud på stammen. Med modeshow, retter fra hele verden og en statsborgerskabsprøve sætter den fokus på, hvor international Horsens er – med borgere af 129 forskellige nationaliteter.

    De små kulturer har også deres pladser i Horsens. Parkour, løbehjul, skateboards med mere har i Concrete Plaza sin helt egen 700 kvadratmeter store betonplads på Rådhuspladsen. Horsens har også Danmarks første beton-bowl bygget til skatere. På Sydhavnen og Lystbådehavnen er en række gamle bådskure med tiden forvandlet til det lille bevaringsværdige fribyggersamfund, Klondyke, som minder om Christiania.

  • Fun facts

    • Ruslands kongelige familie har boet i Horsens. Kejserinden af Rusland – Katharina den Store – forviste i 1780 to prinser og to prinsesser til byen, hvor de boede resten af deres liv i et stort palæ på Torvet.
    • Horsens har sit eget svar på Christiania i de små fribyggerkvarterer Klondyke.
    • Horsens rummer 129 af verdens 193 nationaliteter.
    • I Horsens får de ældre vind i hentehåret ved at køre rundt i rickshaws.
    • Horsens Kunstmuseum byder på kakao eller kaffe og guidede ture i blandt andre bysbarnet Michael Kviums værker.